Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnehavens værdier

Kærlighed er respekt og omsorg

Vi tager børnene op på skødet, når de vil kontaktes. Kærlighed er også respekt og omsorg, og vi viser respekt ved at lytte til børnene og give dem medbestemmelse.

 

Ærlighed skaber tillid

Vi holder det vi lover og vi indrømmer vores fejl. Vi forklarer børnene, hvad vi mener og synes. Det er af stor betydning, at vi alle får tid og rum til at sige fra, hvis der er noget, vi ikke har lyst til.

 

Følelser er vigtige for selvreguleringen

Vi mener, at alle børnenes følelser er reelle – uanset om handlingen ikke altid er hensigtsmæssig. Vi prøver at hjælpe børnene med at finde hensigtsmæssige måder at vise deres følelser på. Vi viser så vidt muligt børnene, hvordan vi har det. Vi sætter ord på vores følelser, og opfordrer børnene til at gøre det samme. Vi lader ikke børn, der er kede af det, være alene.

 

Tryghed skaber trivsel

De voksne bruger mest mulig tid sammen med børnene, og har altid tid til at “se” det enkelte barn. Vi er fysisk til stede, hvis f.eks. nogle af børnene skal overskride sine grænser eller prøve sig selv af. Går det galt, trøster vi. Vi lytter til børnene, og tager deres udsagn alvorligt. Vi ringer altid til jer, hvis Jeres barn har en træls dag eller er syg.

 

Fællesskab giver venner

Vi voksne skal prøve at være sammen med børnene på en ligeværdig måde, og vi vil skabe en følelse af fællesskab og gensidig respekt. Når vi rydder op, så rydder vi nogle gange op alle sammen på én gang, og det gælder også det legetøj, som man ikke lige selv har leget med. Vi sørger for at alle har nogen at lege med.

 

Selvværd og selvtillid er identitetsskabende

Vi anerkender og påskønner hinanden i stedet for kun at rose hinanden. Dette gør vi, fordi anerkendelse styrker selvværdet, som er vigtigt for barnets trivsel. Selvtilliden kan svinge meget fra dag til dag, hvorimod følelsen af selvværd er en mere grundlæggende følelse.

 

Selvhjulpenhed er første skridt på vej mod selvstændighed

Vi støtter børnene i at være selvhjulpne. Arbejdet med børnenes selvhjulpenhed er med til at opbygge deres selvværd. Samtidig opbygger det børnenes selvtillid, idet de stille og roligt lærer at tro på egne evner og bliver dygtige til det, de øver sig i – og på sigt bliver de mere og mere selvstændige.

 

Ansvarlighed skaber troen på sig selv

Vi giver børnene ansvar for sig selv og de andre børn og vi har så få regler som muligt. Vi vil også lære børnene at være ansvarlige over for børnehavens ting, f.eks. legetøj, maling og bøger. Vi giver plads til, at børnene selv løser deres konflikter, men vi vil være tilstede hvis det går galt. At give børnene et ansvar i hverdagen styrker børnenes selvværd samt selvtillid.

 

Kreativitet skaber kunst

Vi har indrettet et rum til kreative udfoldelser. Vores materialer står fremme, så børnene kan se dem, og mange af materialerne må børnene også gerne selv tage frem og bruge, hvorimod andre materialer kræver medvirken af en voksen. Vi hjælper børnene med at blive kreative.

 

Fantasi skaber leg

Fantasien er vigtig for legen. Børn leger, at de er voksne, men det er de ikke, så derfor må de fantasere sig til rollen. Leg kræver ro, tid og plads. Dette skaber vi i børnehaven.

 

Leg skaber læring

Legen er det vigtigste i vores børnehave. Gennem legen opstår læring og når børnene leger, lærer de. I børnehaven begynder børnene at lege rollelege, som afspejler det børnene ser, hører og oplever blandt voksne og det er vigtigt for deres identitetsdannelse.

 

Spontanitet åbner op for nye muligheder

Vi er altid parate til at ændre vores planlagte aktiviteter. Er der eksempelvis snevejr, så kælker vi i stedet for den planlagte tur til Zoo.